|
|
| (En mellemliggende version af den samme bruger vises ikke) |
| Linje 1: |
Linje 1: |
| − | Den indre verden er væsenets egen verden, som kun kan opleves af væsenet selv (Livets Bog 4 stk. 1119) og er på den måde anderledes end den ydre verden, som også opleves af og deles med andre levende væsener.
| + | #REDIRECT [[indre verden]] |
| − | | |
| − | Martinus skriver at ”…denne ’indre verden’ har alle den ydre verdens afskygninger. ” (Livets Bog 2, stk. 356) og at ”I denne "indre verden" ligger detaljerne fra individets fortid opbevaret.” (Livets Bog 2, stk. 356).
| |
| − | | |
| − | Den indre verden består altså af kopier af væsenets oplevelser (LB3 stk. 802), som er reflekteret fra væsenets ydre verden ind i dets indre verden. Martinus skriver endvidere at "’Tanker’ vil altså i virkeligheden kun være det samme som den ’ydre verdens’ genskin i det levende væsens ’indre verden’" (Livets Bog 3, stk. 802). Den indre verden kommer dermed til at være ”bag” den fysiske verden og udgør i følge Martinus væsenets tanker, bevidsthed eller ånd (Livets Bog, Bind 3, stk. 805). Martinus sætter dermed lighedstegn mellem vores indre verden og vores tanker, bevidsthed og ånd (når vi taler om den fysiske tilværelse).
| |
| − | | |
| − | Den indre verden bæres primært af hukommelsen og kopierne af væsenets oplevelser i den ydre verden opbevares eller arkiveres i den indre verden i hukommelsesenergien. For at kunne opleve i denne indre verden kræves altså et hukommelseslegeme (stk. 209). Oplevelsen af den indre verden kulminerer i saligheds- eller hukommelsesriget, hvor væsenet har trukket sig helt ind i sin egen verden og oplever den højeste hvile og salighed, da alle tidligere oplevelser her fremstår i deres fuldkomneste form i form af, det Martinus kalder, guldkopier. Med Martinus’ egne ord:
| |
| − | | |
| − | "Individets indre verden udgør altså et slags arkiv, i hvilket alle detaljer i dets fortidige evighedspanorama er opbevaret og fremtræder i form af kærlighedskopier, og vil således fundamentalt bevidst kunne opleves af samme individ, når dets hukommelseslegeme bliver tilstrækkeligt udviklet, hvilket altså sker i "salighedsriget" eller det fjerde tilværelsesplan efter jordmenneskets nuværende udviklingszone eller dyreriget." (stk. 212)
| |
| − | | |
| − | Salighedsriget er et billede på guddommens egen bevidsthed, da guddommen kun oplever sin egen indre verden (LB6 stk. 2374). Martinus skriver at ”Med hensyn til Guddommens egen bevidsthed og livsoplevelse er den, som nævnt, den absolut eneste i sin slags, idet den udelukkende er baseret på oplevelser i den indre verden” (Livets Bog 6, stk. 2374). Alle væsener får altså mulighed for at opleve være ”guddom” i sin egen indre verden i den periode væsenet befinder sig i salighedsriget.
| |
| − | | |
| − | Det skal tilføjes at vi (jordmenneskerne) er primitive i vores indre verden (stk. 213) og kan derfor normalt ikke huske tilbage til f.eks. tidligere liv. Sidstnævnte er med til at gøre det muligt at opleve sig selv som et væsen, som kun lever et liv og på den måde skabe illusionen af at vi er dødelige væsener. På den måde skabes en oplevelse af at være dødelig, hvilket er en kontrastoplevelse til oplevelsen af en evig tilværelse. Denne kontrastoplevelse er nødvendig for at vi kan få fornyet vores bevidsthed og have en evig tilværelse.
| |
| − | | |
| − | Tekst oprindeligt skrevet på https://www.martinus-respondoj.dk/321/hvad-er-den-indre-verden
| |
| − | | |
| − | [[Category:Begreb]] [[Category:Definition]] [[Category:Martinus_begreb]]
| |
